Kort om publikationen

Denne energistatistik er resultatet af en rekvireret opgave, som Grønlands Statistik udarbejder for Grønlands Selvstyre, Departementet for Miljø og Natur. Statistikken udgives én gang årligt.

 

Det overordnede energiforbrug beregnes på baggrund af oplysninger fra Polaroil, Nukissiorfiit, Statoil samt Malik Supply. Ydermere er der gennemført en årlig undersøgelse af energiforbruget i landets største virksomheder siden 2006. Energitællingen omfattede 149 virksomheder i 2014.

 

Fordelingen af det øvrige energiforbrug er estimeret ud fra oplysninger om landets virksomheder samt ved inddragelse af statistisk materiale fra følgende områder: befolkning, offentlige finanser, fiskeri og fangst samt national-regnskabet. Fordeling af landets virksomheder på brancher er foretaget ud fra registreringer i det grønlandske erhvervsregister (GER).

 

Opgørelsen af husholdningernes forbrug er foretaget med hjælp fra en række olieforhandlere, som har oplyst deres levering af energivarer fordelt på bygningsnumre. Bygningerne er fordelt på husholdninger og erhverv ved hjælp af det grønlandske arealregister samt oplysninger om bygningsnumre fra det grønlandske erhvervsregister, befolknings- og boligstatistikken samt oplysninger fra kommunerne og Grønlands Selvstyre vedr. tekniske anlæg. Bygningernes funktion er registreret på den sekscifrede branchekode i den grønlandske branchenomenklatur (GB2000).

 

På baggrund af energitællingen, Polaroils salgstal samt olieforhandlernes leveringsoplysninger stiger kendskabet til gasolieforbruget generelt for hvert år. I 2014 kendes 73,5 pct. af gasolieforbruget.

 

Energistatistikken baseres på oplysninger fra flere kilder og på en række forudsætninger. Såfremt der fremkommer nye oplysninger om energiforsyning eller forbrug for et givet år, revideres statistikken i overensstemmelse hermed. Der kan også fremkomme nye oplysninger om produktion og forbrug af vedvarende energi, fx vindkraft og solenergi. Endelig kan revision af statistikken fremkomme ved, at der ændres i afgrænsninger og beregningsforudsætninger.

 

Siden den seneste udgivelse af statistikken er der foretaget en teknisk analyse af den grønlandske gasolie. Den tekniske analyse har gjort det muligt at beregne en specifik grønlandsk brændværdi samt emissionsfaktor for den grønlandske gas- og dieselolie. Som følge af den nye brændværdi og emissionsfaktor er forbruget af gas- og dieselolie samt emissionen fra gas- og dieselolie revideret i denne publikation i forhold til den seneste udgivelse.

 

Siden den seneste udgivelse af energistatistikken er der endvidere foretaget revision af CO2-emissionsfaktorerne for alle fossile brændsler med undtagelse af flaskegas. Revisionen skyldes, at IPCC anbefaler, at oxidationsfaktoren hæves fra 0,99 til 1 ved beregning af et brændsels CO2-emissionsfaktor. Ændringen medfører at CO2-emissionsfaktoren for alle fossile brændsler på nær flaskegas øges i forhold til de tidligere anvendte CO2-emissionsfaktorer. Endvidere har IPCC’s ændret retningslinjerne vedr. Global Warming Potential for henholdsvis metan og lattergas. Den 100 årige GWP for metan, CH4 øges fra 21 til 25. For lattergas, N2O reduceres den 100 årige GWP fra 310 til 298. De nye GWP-faktorer medfører ændringer ved beregning af emissionen af drivhusgasser målt i CO2-ækvivalenter.

 

Det grønlandske energiforbrug er afhængigt af importerede fossile brændstoffer. En stigende indenlandsk produktion af vedvarende energi er imidlertid med til at øge selvforsyningsgraden, og lede energiforbruget i en mere miljø- og klimavenlig retning. I denne publikation opgøres den vedvarende energiproduktion i form af vandkraft og affaldsvarme. Andre lokale vedvarende energianvendelser er ikke inddraget.

 

Energistatistikken belyser det indenlandske forbrug af energi. Det betyder, at salg af energivarer til eksport samt bunkring af skibe i udenrigsfart ikke indgår i opgørelserne. Se mere om import og bunkring i tabel 31 og 32 i tabelafsnittet.

 

Publikationen afrundes med et tabelafsnit. Tabellerne i tabelafsnittet er hovedsageligt udarbejdet i fysiske mængder. Figurerne i selve tekstafsnittene er primært opgjort i direkte energiindhold (Joule), hvilket gør det muligt at sammenligne forbruget af forskellige energivarer.

 

Detaljerede elektroniske oplysninger findes i Grønlands Statistikbank på http://bank.stat.gl.